At være noget for nogen – Kommunikation og tilblivelse i relationel velfærd
“Alle vil jo bare være noget for nogen.”
Med de ord sætter sangerinden Pauline ord på noget, der er mere end et følelsesmæssigt ønske. At være noget for nogen er en grundlæggende betingelse for at erfare sig selv som deltager i verden. Det er her, relationel velfærd begynder – ikke i systemet, men i mødet.
Denne kursusdag tager afsæt i Jacob Storchs nye artikel At være noget for nogen – Kommunikation og tilblivelse i relationel velfærd og udforsker, hvad der konkret sker i mødet mellem borgere og professionelle. Hvordan åbner eller lukker vores måde at tale, spørge og handle på for borgerens mulighed for at træde frem som aktør i eget liv? At være noget for nogen
Dagen er en teoretisk fordybelsesdag med rig mulighed for dialog, refleksion og arbejde med egne erfaringer fra praksis.
Underviser
Jacob Storch, PhD, har i mere end 25 år arbejdet med den offentlige sektor med afsæt i systemiske, narrative og socialkonstruktionistiske idéer. Han er stifter af Relationel VelfærdsLab og forfatter til ni bøger om ledelse og velfærdsudvikling. Artiklen, der danner afsæt for dagen, er hans eget nyeste arbejde – og han bringer det levende ind i rummet.
Hvad handler dagen om?
Artiklen introducerer en model for fire kommunikative positioner i professionel praksis, inspireret af Karl Tomms arbejde med kommunikation som intervention. Modellen organiserer professionel kommunikation langs to grundlæggende dimensioner: råderum og intentionens åbenhed.
De fire positioner er:
- Strategisk manipulerende kommunikation – lukket intention, reduceret råderum. Borgeren positioneres i hensynsfuldhed med underdanighed.
- Konfronterende / transparent styring – åben intention, reduceret råderum. Borgeren gives forklaring, men ikke indflydelse.
- Omsorgsfuld kommunikation – lukket intention, udvidet råderum. Borgeren kan vokse, men i en relation præget af afhængighed.
- Bemyndigende samskabende kommunikation – åben intention, udvidet råderum. Borgeren træder frem med frigørelse og autonomi.
Dagen udforsker, hvad der kendetegner disse positioner, hvordan de erfares af borgere, og – ikke mindst – hvordan vi som professionelle kan bevæge os bevidst i dem. Vi ser på sprogets magt, på mangelsprog over for ressourcesprog, på spørgsmål som intervention og på det etiske ansvar, der følger med enhver samtale.
Med afsæt i Løgstrup, Rorty, Gergen, Shotter og Karl Tomm undersøger vi, hvad det vil sige, at enhver professionel samtale allerede er en intervention – og hvad det kræver af os at bruge den godt.
Program
09.00 – Velkomst og tjek ind Vi sætter scenen relationelt. En åbning, der selv er et eksempel på det, vi skal arbejde med.
09.30 – Introduktion: Fra transaktion til tilblivelse Artiklens grundspørgsmål: Hvad sker der i mødet mellem borger og professionel? Hvad er kommunikation egentlig? Og hvad har det med velfærd at gøre?
10.15 – Fra mangelsprog til relationel praksis Sproget er ikke neutralt. Vi undersøger, hvad det gør ved borgere og professionelle, når velfærdssystemet primært taler om det, der ikke fungerer – og hvad der bliver muligt, når sproget åbner frem for lukker.
11.00 – Kommunikation som intervention: Karl Tomm Introduktion til modellen for de fire kommunikative positioner. Hvad kendetegner dem? Hvad kalder de frem? Borgernes stemmer som indgang til forståelsen.
11.45 – Opsamling og fælles refleksion: Hvad genkender vi? Hvad kalder på vores opmærksomhed?
12.00 – Frokost
13.00 – De fire positioner i din praksis: Arbejde i grupper med egne cases og erfaringer. Hvornår befinder vi os i hvilken position – og hvad kan vi gøre anderledes?
14.00 – Strategizing som professionel opmærksomhed Tomms begreb om strategizing: den løbende, ofte tavse beslutningsproces i mødet med borgeren. Hvordan udvikler vi en større bevidsthed om vores egne kommunikative valg?
14.45 – Velfærd som noget, vi gør sammen Afsluttende refleksion: Hvad tager du med hjem? Hvad vil du gøre anderledes? Og hvad kræver det af de rammer, du arbejder i?
15.30 – Tak for i dag
For dig, der brænder for fremtidens velfærd
Dagen henvender sig til projektledere, faglige ledere og velfærdsprofessionelle i den offentlige sektor, der ønsker mere end inspiration – og som er klar til at gå tæt på, hvad der faktisk sker i mødet mellem borger og professionel.
Måske arbejder du allerede med relationelle tilgange og søger et stærkere teoretisk fundament. Måske er du leder med ansvar for at udvikle praksis og kultur i din organisation. Eller måske er du den, der altid spørger: Hvad gør vi egentlig ved de mennesker, vi er sat til at hjælpe?
Fælles for deltagerne er ønsket om at gå dybere. At forstå, ikke blot hvad vi gør – men hvad det gør.
Praktisk information
Dato: 19. november 2026
Sted: Salon V34, Vestergade 43, 8000 Aarhus C
Tid: kl. 09.00–15.30 Frokost er inkluderet, samt let anretning ved ankomst og sødt til kaffen
Pris 3.000 kr. + moms


