Om etisk sensibilitet og gensidig tilblivelse i Relationel Velfærd
Hvad sker der egentlig i mødet mellem en professionel og en borger? Det korte svar, som velfærdssystemet oftest arbejder ud fra, er: den professionelle vurderer, og borgeren modtager. Men dette svar overser noget afgørende – noget, som den østrigsk-israelske filosof Martin Buber identificerede allerede i 1923, og som stadig venter på at få fuldt fodfæste i social- og velfærdspraksis: mødet er ikke ensidigt. Det er dobbelt konstituerende. Begge parter bliver til noget i det – eller reduceres til noget. Det afhænger af, om mødet er et Jeg-Du eller et Jeg-Det.
Denne forståelse er ikke blot filosofisk. Den er allerede ved at blive til praksis. I Bornholms Regionskommune har projektet MIFU – Målrettede Intensive indsatser For Unge – arbejdet med Jeg-Du som et bærende princip i mødet med unge i udsatte positioner. Alle journalnotater og statusrapporter skrives direkte til den unge frem for om vedkommende – i du-form, som bevidning, ikke som sagsbehandling. Inspireret af Mette Larsens forskning i de ni skriftlighedsprincipper (Larsen, Svendsen & Andersen, 2024) er dokumentationen gjort til en aktiv del af den udviklende relation: en konkret, kodificeret Jeg-Du-bevægelse. Resultatet har været markant: 9 ud af 10 unge er kommet i uddannelse eller beskæftigelse, 8 ud af 10 brød med kriminel løbebane, og kommunen opnåede en nettobesparelse på over 14 millioner kroner (MIFU, Bornholms Regionskommune, 2025).
Denne korte artikel udfolder den filosofiske rygrad bag denne praksis og argumenterer for, at skiftet fra Jeg-Det til Jeg-Du ikke blot gavner borgeren. Det genskaber den professionelle som et menneske frem for et system – og er dermed en betingelse for, at en virkelig etisk sensibilitet kan vokse frem.