Jeg-Du og Jeg-Det
Om etisk sensibilitet og gensidig tilblivelse i Relationel Velfærd
Hvad sker der egentlig i mødet mellem en professionel og en borger? Det korte svar, som velfærdssystemet oftest arbejder ud fra, er: den professionelle vurderer, og borgeren modtager. Men dette svar overser noget afgørende – noget, som den østrigsk-israelske filosof Martin Buber identificerede allerede i 1923, og som stadig venter på at få fuldt fodfæste i social- og velfærdspraksis: mødet er ikke ensidigt. Det er dobbelt konstituerende. Begge parter…
"Det er rigtig vigtigt, at man fokuserer på det, der virker, og anerkender de udfordringer, der er. Jeg har nogle gange oplevet at få at vide: Det her kan du ikke. Når det bliver sagt af en ekspert, begynder man jo at tro på det. Det bliver som en sandhed, og man bliver på en eller anden måde trukket ned og gjort mindre."
– Borger med mangeårig tilknytning til velfærdssystemet
Et nødvendigt strategisk valg
Kommunerne står i et reelt krydspres. Stigende…
Den relationelle drejning tager form – og tager fart
Vi står midt i en grundlæggende forandring af den måde, vi forstår og organiserer offentlig velfærd på.
I flere år har vi i Danmark og Norden arbejdet med en bevægelse væk fra systemtænkning – og hen imod en forståelse af velfærd som noget, der skabes i relationer mellem mennesker.
Med begrebet Relational Public Services (RPS) ser vi nu, hvordan denne udvikling intensiveres og får en tydeligere international form.
RPS tilfører ikke…
Indledning Fra transaktionsvelfærd til relationel velfærd Den nordiske velfærdsmodel er en af de stærkeste samfundsmæssige konstruktioner, vi har udviklet. Den er bygget på idéer om universelle rettigheder, lighed og et fælles sikkerhedsnet gennem livets forskellige faser. Det er en væsentlig styrke – og et fundament, vi har god grund til at værne om. Samtidig står vi i dag i en situation, hvor ulighed fortsat vokser, hvor flere mennesker lever med komplekse og sammensatte udfordringer, og hvor den offentlige sektor er…
De nuværende parametre i debatten om vores velfærdsreformer er utilstrækkelige. Et vedholdende fokus på økonomi og udgifter har forplumret de systemiske udfordringer, som efterkrigstidens velfærdsinstitutioner står over for. Vi må begynde med at forestille os at der skal skabes plads til nye modeller og metoder.
Gennem vores forskning og praksis oplever vi, hvordan mange af de udfordringer, som professionelle oplever i mødet med borgeren, bunder i en problematik, som handler om en alt for fastlåst fortælling om, hvem de er som professionelle, samt en alt for generaliseret idé om, hvem borgeren kan være.
This chapter will discuss how voices of citizens in marginalized and vulnerable life situations needs to be included and recognized in democracy and public sector practices as well as in decision-making processes.