Relationel identitet

Ambitionen om at se al velfærdspraksis som et møde mellem mennesker, fremfor som et møde mellem et system, en professionel repræsentant og en borger, rummer en central drøftelse af, hvordan vi forstår os selv som professionelle, vores identitet, og hvad disse overvejelser gør ved vores møde med borgeren. Gennem vores forskning og praksis oplever vi, hvordan mange af de udfordringer, som professionelle oplever i mødet med borgeren, bunder i en problematik, som handler om en alt for fastlåst fortælling om, hvem de er som professionelle, samt en alt for generaliseret idé om, hvem borgeren kan være.

Lad os illustrere med et eksempel: I en kommune bøvlede en gruppe af hjemmehjælpere med en ældre dame, da hun ofte behandlede dem på en måde, de oplevede som nedgørende og direkte aggressiv. Hver dag trak de lod om, hvem der skulle besøge hende, da ingen ville besøge hende frivilligt. For at komme denne situation til livs undersøgte vi, om ikke der var en variation i oplevelserne; hvem havde oplevelser, som ikke fulgte mønstret, og som kunne berette om en god oplevelse med denne borger? En yngre medarbejder markerede forsigtigt! Hun kunne berette om, at hun ikke oplevede det så svært, som de andre gav udtryk for, faktisk havde hun flere gode oplevelser. Vi undersøgte i detaljer, hvordan hendes besøg udfoldede sig, og stillede hende konkrete spørgsmål: Når du går op ad trappen til lejligheden, hvad tænker du så? Hvad gør du, når du kommer til døren? Hvad sker der så? Hvad er det første, der bliver sagt, og hvordan? Og så videre.

Gennem disse detaljerede undersøgelser blev følgende tydeligt for gruppen. Den unge medarbejder ringede på fremfor blot at låse sig selv ind. Hun ville vente, til den ældre dame sagde god for, at hun kunne komme ind. Hun tiltalte altid damen i De-form og nogle gange som direktørfrue! Den yngre medarbejder havde nemlig opfanget, at den ældre dame havde levet et liv som en af byens fine damer, havde haft hjælpere i huset m.m.

Ud fra disse samtaler udviklede vi følgende hypotese, som hjemmehjælperne skulle prøve af: Den ældre dame var en fin ældre direktørfrue, og hun forventede en særlig etikette, både i forhold til ‘gæsterne’ i huset samt i forhold til sig selv, såfremt etiketten blev opretholdt. Det, som den yngre medarbejder gjorde, var at møde den ældre dame som direktørfruen, titulere hende som en sådan og agere som gæst i huset, og det, som hun blev mødt med fra den ældre dame, var venlighed, etikette og samarbejdsvillighed.

De professionelle blev efterfølgende enige om som gruppe at prøve den nye strategi af, og efter en måned, hvor vi fulgte op på strategien, var billedet et helt andet. Nu kunne alle komme i hjemmet, og den ældre dame var gået fra at være en, man tabte i lodtrækning, til, at hun da var den venligste og rareste borger, man kunne forestille sig.

Det, vi så, var, at borgeren og de professionelle havde fået skabt et mønster, hvor ingen rigtig trivedes i relationen. Ved at etablere en anden identitetsfortælling om, hvem borgeren er, og hvordan de som professionelle kan genbekræfte denne identitet, blev der åbnet op for et samarbejde med borgeren baseret på respekt og gensidig anerkendelse. Men det, som krævedes i eksemplet, var, at de professionelle var villige til at forlade en generaliseret udlægning af borgeren som ‘endnu en besværlig borger’ til at se den unikke fortælling og identitet og agere ind i vilkårene af denne. Belønningen kom hurtigt i form af et samarbejde med borgeren, hvor alle kunne trives.