Gentagelse vs. Genbeskrivelse. Om forholdet mellem instrumentelle og artistiske praksisser

Nærværende artikel har et dobbelt sigte: Et kritisk og et konstruktivt. Den kritiske del af artiklen vil kredse om det problematiske i, at en række teorier og metoder inden for coachinglitteraturen tager afsæt i antagelsen om, at der findes en bestemt måde, en bestemt metode, som coachen bør betjene sig af for at hjælpe fokuspersonen til at opnå muligheden for at føre sit liv frit og utvungent.

Heroverfor argumenterer artiklen for, med afsæt i den amerikanske (neo)pragmatisme og i særdeleshed Dewey og Rorty, at der ikke findes nogen måde, man som professionel samtalepartner kan sikre den andens frie livsførelse, hvilket i artiklens optik hænger sammen med det simple men basale faktum, at det ligger i frihedens væsen ikke at lade sig realisere af en bestemt ’frihedsmetode’.

Derfor, således artiklens centrale pointe, er det også coachens fornemmeste opgave ikke at være metodisk bæltefikseret i hovedet, men derimod være i stand til at kunne improvisere og som en anden dialogisk poet hjælpe fokuspersonen ind i de rum og op (eller ned eller hen) på de plateauer, fokuspersonen nu har brug for til at nå det punkt, hvor muligheden for den frie livsførelse kan gribes og livsførelsen begynde. I forlængelse heraf er det artiklens afgørende pointe, at coachen, ved at tale om friheden på en bestemt måde, og ved at ville indløse den gennem en bestemt metodisk fremgangsmåde, paradoksalt nok ofte forhindrer frihedens fuldbyrdelse. Derfor vil artiklens centrale omdrejningspunkt også være forholdet mellem metode og frihed.

***

Vender man sig på den baggrund mod den gruppe af teorier, som advokerer for en bestemt metodisk tilgang til at understøtte fokuspersonens frie livsførelse, finder man tilgange som ’lifecoaching’, ’Grow’, NLP, ’Teori-U’, ’Appreciative Inquiry’, ’løsningsfokuserede samtaler’ etc. Fælles for disse tilgange er, at de i sig har en række antagelser, ikke nødvendigvis de samme, som driver en særlig syntaks frem. Denne advokerer for en metodisk, manualbaseret og instrumentel tilgang til problemstillinger og udfordringer i livet. Dermed indvarsler de en bestemt ide om det menneskelige og det at blive fri. Det afgørende ved denne tilgang kan forklares med afsæt i coachingens ’grand old man’ Whitmore (1996), hos hvem det hedder: ”Coaching er at låse op for et menneskes potentiale til at maksimere sine egne præstationer”.

I forlængelse heraf er det springende punkt i al coaching, teori som praksis, hvorledes denne låsen-op antages at kunne finde sted – og den dominerende tendens i de instrumentelle tilgange er, interne divergenser til trods, at der kun findes én vej til at låse op for mennesket. Eller sagt på en anden måde og for at blive i nøglemetaforikken: Kendetegnende for de instrumentelle tilgange er en tro på, at den menneskelige frihed er en lås, og at en og kun én nøgle, en metode, virker, hvis man skal have låsen op.

Over for disse forskellige 1-1 antagelser om forholdet mellem realiseringen af den menneskelige frihed og coachens metodiske greb for at nå til ’vejs ende’, vil vi, som antydet ovenstående, advokere for den pragmatiske og neopragmatiske forståelse af forholdet mellem metode og mål, som bedst, stadig formuleret i nøglemetaforen, kan sammenlignes med låsesmedens og/eller tyvens multidirk. Lad os uddybe: Ifølge såvel Dewey som Rorty findes der ikke nogen bestemt måde at realisere menneskets frihed – selv undertrykkelse kan i visse tilfælde være med til at fremprovokere kravet om frihed, tænk blot på det arabiske forår.

I forlængelse heraf vil det være vores pointe, at hverken Dewey eller Rorty ville afvise, at en samtale moduleret over eksempelvis Cooperriders 4D-model eller Scharmers U-model, ville kunne have en frisættende effekt for fokuspersonen – hvad de derimod ville insistere på er, at hverken coach eller fokusperson må indgå et monogamt forhold til en teori, metode eller menneskeforståelse, for frihed vindes hverken for coach eller fokusperson gennem et bestemt vokabular, men derimod gennem et særegent ironisk hhv. uærbødigt (Cecchins terminus) forhold til ethvert bestemt vokabular.¹

At se den menneskelige frihed som en måde at forholde sig til sit eget endelige vokabular, et forhold fokuspersonen og coachen kan gå mange veje for at opnå, implicerer derfor også et krav om, at både coach og fokusperson opnår en polygam tilgang til teorier og metoder, for både coach og fokusperson er nødt til at opgive forestillingen om, at noget endeligt vokabular formår at indfange den menneskelige frihed. Gør coachen det ikke, vil coachen nemlig ikke være til stede for fokuspersonen, men derimod en monogam gesandt for en bestemt metodisk tilgang og vokabular om mennesket, og gør fokuspersonen det ikke, vil fokuspersonen være dømt til at gentage de logiske bindinger, en given udlægning af mennesket binder fortælleren af historien til.

At gennemføre et sådan opgør med frihedens forståelighed er imidlertid ingen enkelt sag, for den kræver en accept af, at friheden og dermed mennesket ifølge sit væsen ikke kan bringes på formel, at den ikke lader sig afbilde – samtidig med, at de fleste nok kender både til frihedens angst som øjeblikke, hvor selvet og verden synker ned i intethed, og frihedens glæde som øjeblikke, hvor verden åbner sig for os, og vi bliver til på ny.

I modsætning til den instrumentelle coach gør (neo)pragmatikeren sig derfor heller ingen forhåbninger om nogensinde fuldt og helt at kunne indkredse, hvad frihed er, og hvordan den enkelte når derhen – i stedet tager han afsæt i Rortys smukke tanke om, at ”… vores uantastelige unikhed liggende i vores poetiske evne til at sige unikke og obskure ting og ikke i vores evne til at sige selvfølgelige ting til os selv” (Rorty, 1980, p. 123).

***

Med afsæt i ovenstående indflyvning til den instrumentelle vs. den (neo)pragmatiske tilgang er det nu vores hensigt med resten af artiklen at vise, særligt med afsæt i Dewey, Cronen og Rorty, hvorfor vi ikke blot anser den pragmatiske tilgang for mere hjælpsom, men faktisk også sandere og mere moralsk forsvarlig, end enhver instrumentelt funderet tilgang til forståelsen af professionelle hjælpesamtaler.